Paradiset i Nordsjælland

Med Bernhard af Clairvaux som foregangsmand havde cistercienserordenen udviklet sig fra at være en samling burgundiske landklostre til at blive et europæisk fænomen, der satte sit tydelige aftryk på magtpolitikken i middelalderens Europa. Cistersienserne var ofte lærde og veluddannede mennesker fra de bedre lag i samfundet, og derfor appellerede de til de herskende klasser, der ønskede at knytte tættere bånd mellem verdsligheden og gejstligheden i det nye Europa. Cistercienserne i Esrum lagde stort an. De planlagde fra begyndelsen at opføre et prægtigt klosterkompleks efter forlæg fra moderklosteret i Clairvaux, og munkene ser i det store og hele også ud til at være lykkedes med deres forehavende, således at Esrum i højmiddelalderen var et af de største og mest betydningsfulde klostre i Norden. Et af cisterciensernes klare formål var at efterleve Benedikt fra Nursias regler om ligeligt at bede og arbejde, hvilket fik dem til at opdyrke klosterområdet og abbediets jorder med deres egne hænder, og skabte på denne vis jorder, haver, krat og fiskerier til selvforsørgelse. Allerede fra 1180erne er munkene i Esrum lykkedes med at anlægge de nødvendige haver til at forsyne et af de nærliggende klostre med frø, stiklinger og podekviste, hvilket gør abbediet i Esrum til en af de ældste planteskoler på dansk jord. Det kolossale arbejde med at opføre klosteret, anlægge haverne og vandsystemet fik munkene i Esrum til at engagere sig som landskabs- og havearkitekter. Munkene i Esrum ønskede at genskabe paradisiske tilstande i klosteret, og forsøgte at anlægge deres haver ud fra forbilleder i de bibelske skrifter, selvfølgelig med Edens have og Guds egen by, Jerusalem som de fornemmeste eksempler.